Posts

Indenfor kristendommen har der altid været en diskussion om hvorfra det onde i verden kom fra.

 

I 200-tallet knæsætter Justin Martyr det kristne dogme om det onde på følgende måde:

“Selve skabelsen har sin årsag i Guds godhed. Den skabte verden er derfor god og fuldkommen, dvs.

uden noget ondt. Det onde kommer udelukkende fra menneskets frie vilje; mennesket kan som frit

væsen vælge det onde og er derfor selv ansvarlig for, at synden kom ind i verden.”

 

Men denne argumentation fra Justins side, mener jeg er forkert. Hvis vi forestiller os at et menneske

står nede i en forretning, så kan det kun vælge mellem de eksisterende varer der er på hylderne. Og

på samme måde, må det onde eksistere som en reel kraft i verden inden mennesket kom ind i

verden.

Mennesket kan jo ikke vælge noget der ikke eksisterer, og det onde kunne ikke vælges hvis det onde

ikke allerede fandtes. Det var jo ikke mennesket der indeholdt det onde. Efter at have skabt Adam og

Eva velsignede Gud dem begge (1 Mos. 1,28)

Derfor eksisterede årsagen til splittelsen mellem Gud og mennesket allerede inden mennesket valgte

at spise af æblet fra kundskabens træ. Dette træ der var skabt og placeret i Paradiset inden

mennesket kom. Bemærk at træet der giver kundskab om godt og ondt, viser paradisets

dobbeltrolle. Den første rolle var som et beskyttet hjem for mennesket, hvor det kunne vandre med

Gud. Men hvis mennesket skulle udvikle sig måtte paradisets anden natur komme i spil, nemlig som

fødselshjælper for menneskets indgang til menneskeverden. Det var først efter at mennesket havde

forladt paradiset, at mennesket fik børn, mennesket var efter opholdet i paradiset blevet voksent.

Ved at mennesket spiste af kundskabets træ, fik mennesket evnen til at skelne mellem godt og ondt.

Og dermed var mennesket rede til at gå ud af paradiset og ind i menneskeverden. For det onde var

tilstede i menneskeverden, og mennesket ville gå til grunde hvis det ikke havde fået evnen til at

skelne mellem godt og ondt. Og derfor var det nødvendigt at mennesket spiste af frugten. At Gud

blev sur på slangen over at den havde fremprovokeret den uungåelige uddrivelse fra paradiset er

forståelig. Det har nok været Guds plan, at det var mennesket der af egen vilje skulle vælge at spise

frugten fra træet, og ikke at det var en anden kraft (slangen), der satte begivenhederne i gang.

Uncategorized

For at kunne besvare spørgsmålet om døden, må man beskæftige sig med det overordnede formålet med menneskelivet.

Målet for alle mennesker er at igen at vende tilbage til og blive forenet med Gud. Fordi Gud på èn gang er vores udspring og vores hjem.

Mennesket skal forenes med Gud, da vi er født ind i denne verden fra Gud. Vi tror at vi er adskilte fra Gud, når vi er i denne verden, men dette kan ikke være mere forkert.

Kristus viste at mennesket og Gud kan vandre sammen i denne verden. Kristus blev til mennesket Jesus, og på denne måde ville Kristus vise os, at alle mennesker har berøring med Gud igennem kærligheden. Hvis mennesket og Gud faktisk var adskilte – som mennesket oplever det, så skulle Kristus have været inkarneret i menneskeverden som en af disse gudesønner, som vi ser omtalt i Biblen i afsnittet inden historien om Noah.

Døden

Hvad der sker når mennesket dør, kan vi se hvis vi betragter ofringer symbolsk. Denne overgang udtrykkes, når mennesket brænder et offer til Gud. Symbolet på menneskets død er offeret, og når det brændes dannes der en røg, der symboliserer den forvandling der er sket, fra den faste form i form af et menneskelig legeme til en ulegemlig form. Og det er i denne ulegemlige tilstand mennesket møder Gud når det dør.

Når mennesket er gået over, vil Ånden blive forenet med Gud. Ånden er den del af mennesket der rummer kærligheden. Har mennesket ikke plejet og vedligeholdt sin kærlighed, mister menneskets Ånd sin iboende kærlighed. Der kan være mange årsager til at mennesket ikke har plejet kærligheden. Årsagerne kan være lige fra at være optaget af sit eget ego og dermed været egoistisk overfor andre mennesker, eller det kan være endnu værre, nemlig at have dræbt et andet menneske. Mennesket har dermed mistet sin iboende kærlighed, og dermed beskadiget sin Ånd. Et sådan menneskets Ånd  kan ikke blive forenet med Gud. For Gud kan ikke blive forenet med noget der ikke indeholder kærlighed. Kærlighed kan kun forenes med kærlighed. Ånden må derfor give fortabt. Hvad der herefter sker med denne Ånd, ved kun Gud. 

Modsat hvis mennesket indeholder megen kærlighed vil det føles paradisisk at møde Gud. Den forening der sker mellem Ånden og Gud, vil betyde at denne vil indgå i en sammenhæng med den guddommelige treenighed. Fordi det er kærligheden der omslutter og forbinder de tre guddommelige væsener: Gud, Kristus og Helligånden.

Menneskets Sjæl vil efter døden også indgå i en forening med Gud. Men her vil det være i en forening med Helligånden. Helligånden er jo symbolet på den guddommelige visdom. Sjælen indeholder en viden om det enkelte menneskeliv, og ligeså har Sjælen også opnået viden om menneskeverden.

.

Døden

Inden mennesket bliver født ind i menneskeverden, er Ånden og Gud én enhed. Ånden er en del af den kærlighed der binder treenigheden sammen.

Når mennesket skabes i menneskeverden har det ånden med sig, og under vejs i skabelsen i moderlivet, modtager mennesket sin sjæl.

Efter fødslen skabes menneskets jeg. Menneskets peronlighed skabes dels ud af sjælens kræfter, og dels ud fra menneskets møde med den omgivende verden.

Igennem sin erobring af verden forsvinder menneskets forbundethed med Gud. Nu er mennesket på en måde alene i menneskeverden, uanset dets forældres kærlighed og omsorg.

Derfor er målet for ethvert menneske at genetablere sin forbundetheden med Gud. Her er kærligheden både til sig selv og andre mennesker helt essentielt – en kærlighed der er betingelsesløs overfor ALLE andre mennesker. Er kærligheden der ikke, vil mennesket aldrig kunne opnå at blive forbundet med Gud. Fordi kærligheden er kraften der etablerer forbundetheden med Gud. Normalt opstår følelsen af kærlighed i forhold til andre mennesker, og det er netop også denne følelse af kærlighed mennesket skal have til Gud. 

 

Sjælen

Centralt i det spirituelle arbejde med dig selv, er at få etableret en fast bønspraksis.

Bønnen er helt centralt for din personlige udvikling. For bønnen er per defination den indre vej, og som udøver skal du finde den personlige vej. Udøvelsen af bøn forudsætter på ingen måde noget her i denne verden, det vil sige, at når du beder, vil det umidelbart ikke kunne ses.

Som en start vil jeg foreslå, at du begynder med at tilegne dig Fadervor, som i virkeligheden er grundlaget for al bøn.

Først start med at lære Fadervor uden ad. Samtidig med at du lærer Fadervor udenad, så begynd at meditere over teksten.

Forestil dig at teksten er et landskab der vandre rundt i. Læg mærke til hvor din nysgerrighed fører dig hen.

Næste periode, så mediter over enkelte sætninger og ord. Den indsigt du hermed opnår, brug den i din dagligdag overfor andre mennesker.

Når du har vandret i og sammen med Fadervor, så begynd at gøre bønnen til din egen. Husk at fadevor blev givet til en gruppe af disciple og ikke en den enkeltes bøn til Gud.

 

Bøn

Jeg vil skrive om sjælen og dens betydning/rolle for den spirituelle udvikling. Det er vigtigt at have kontakt til sin sjæl gennem den spirituelle udvikling, da det er sjælen der har kontakten til, dels de kollektive erfaringer som menneskeheden indeholder, og dels har sjælen kontakt til det guddommelige. Igennem sjælens kontakt med det guddommelige, ved sjælen også hvilken vej personen i menneskeverden skal betræde. Sjælen har nogle gange adgang til evner tildelt af det guddommelige. De kollektive erfaringer som sjælen har adgang til, kommer til udtryk igennem religionerne. Det er ikke ligegyldigt hvilken religion mennesket vælger, men man skal tage udgangspunkt i den religion som man er født ind i. Det er nødvendigt fordi bevidstheden afspejler den måde hvorpå mennesket dykker ned i sin religion. Og bevidstheden afspejler bl.a. den religion som man er opvokset med, enten bevidst eller ubevidst. Ved at dykke ned i religionen, mener jeg at det forudsætter en bevidst samtale med den religiøse tekst, og ikke bare en ureflekteret bogstavlæsning.

Hos alle mennesker, er deres sjæls mål, at blive genforenet med Gud. Hvor adskillelsen mellem mennesket og Gud bliver symboliseret af Adam og Eva.

Alle sjæle er forbudne med hinanden

I min første vision så jeg en firkant med mange øjne der lyste som af ild. Det samme billede optræder hos Hildegard i hendes vision om sjælens pilgrimsvandring. Her skriver hun:

“Jeg så et vældigt strålende lys, der flammede som af talløse øjne, og som med sine fire hjørner nåede ud mod de fire himmelretninger.”

Det som både jeg og Hildegard ser, er her “stedet” hvor sjælene bor inden de skal ned i en menneskekrop. Øjnene symboliserer det guddommelige der omslutter disse sjæle.  Sjælene er her omsluttet af Gud, og dermed uadskillige. Fra dette himmelske sted går der en lysstråle ned til det ufødte barn, gennem sit hoved. Det er via denne lysstråle at Gud blæser sjælen ned til sin bolig hos fosteret inde i livmoderen.

Denne lysstråle bliver aldrig gennem hele livet afbrudt. Og dermed er sjælen i mennesket forbundet på den ene side med alle andre sjæle, og på den anden side med det guddommelige. På mystisk vis er det via denne forbindelse at Gud bor i mennesket. Og det gælder alle mennesker.

Det er kun via denne forbindelse at Gud kan gribe ind i menneskeverden. For den guddommelige verden er adskilt fra menneskeverden. Hvis Gud kunne gribe ind i menneskeverden var der ingen menneskeverden.

Når forbindelse til det guddommelige sker via hovedet, er det også her at mennesket blokerer for kontakten til Gud. Generelt kan man sige at blokeringen sker på mange måder, dels ved at mennesket lader sit jeg dominere sin tilværelse, og dels prøver at skabe sig et billede af Gud.

Menneskeverden er kendetegnet ved at mennesket er adskilt fra Gud, og det er jeget der styrer og skaber denne verden. I den bibelske fortælling sker adskillelsen mellem den guddommelige og menneskeverden via “syndefaldet”, hvor jeg bevidstheden træder frem, både i form af at Adam og Eva opdager at de er nøgne, og de får kundskab om godt og ondt. Kundskaben om ondt er et grundvilkår i menneskeverden. For det onde der sker i verden, er et resultat af jeget, der forsøger at være som en gud i menneskeverden. Menneskeverden er ikke en reel verden, da den ikke eksisterer før mennesket bliver født, og heller ikke når mennesket forlader denne verden. Den eneste verden der altid eksisterer er Guds.

 

Vandringen

Sjælens ønske om at blive genforenet med Gud, skaber hos mennesket, en mere eller mindre bevidst uro og længsel efter “noget”.

Søgen efter dette “noget” har mange udtryk, det kan være søgning i menneskeverden. Men hurtigt viser dette sig ikke at være en farbar vej.

Der er mange der definerer dette “noget” som er større end sig selv, og ikke er af denne verden.

Hvis søgningen efter dette “noget” ikke bliver gjort til en bevidsthed om sjælens længsel efter foreningen med Gud, så har vi balladen.

Når rejsen ikke sker bevidst er faren, at den enkelte “shopper” imellem hvad man hører fra bekendtskabskredsen, af tilbud om “spirituel indsigt”. Mange af disse tilbud har karakter af social accept. Personen fortsætter sin individuelle rejse, og som skaber af sit eget religiøse verdensbillede. Men vil så næsten aldrig opnå en forening med Gud.

Der er tre spor mennesket skal gå af i sin bestræbelse på at opnå sjælens forening med Gud.  Det ene spor er meditation, det andet er bøn og et tredje er læsning af biblen.

Biblen

Her kan man med fordel fordybe sig i Det Nye Testamente, sammen med læsningen af litteratur af de mange kristne mystikere der findes. De kristen mystikkere har en forståelse af sammenhængen mellem biblens tekst. Den personlige vandring sammen med biblen.

Meditation

Som redskab til at opnå en indsigt i sig selv, er meditation et vigtigt redskab. Her skal lære at høre efter.

Bøn

Det er vigtigt at begynde at få en bøns praksis. Ikke at forstå som en envejs kommunikation fra mennesket og op til Gud, men som et fortroligt forhold, mellem to der er ligedannet.

 

Sjælen

”Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” For mig at se, må det betyde at mennesket er Gud lig, men ikke at mennesket er identisk med Gud. Ovenstående har afledt mange tankerækker, og slutninger. Hvis mennesket er Gud lig, hvorfor har så mange mennesker det så svært med at møde Gud? Nu kunne man jo fremhæve skriftstedet fra Matthæus der skriver ”Thi mange er kaldet, men få er udvalgt”. For mig lyder dette skriftsted noget mærkeligt. På en eller anden måde hænger skriftstedet ikke sammen med selve ”ånden” i Det Nye Testamente.

Hvis vi i stedet siger, at alle mennesker er kaldet af Gud – fordi mennesket er jo skabt i Guds billede – men det kun er nogle mennesker der formår at reagere på kaldet og møder Gud. Jeg siger dermed ikke, at det kun er nogle få ”udvalgte”, men i stedet er det kun nogle mennesker der er i stand til at møde Gud.

Spørgsmålet der rejser sig er naturligvis, hvordan kan Jeg så møde Gud? Her tror jeg, at svaret kan findes hos de kristne mystikere, der har valgt at berette om deres egen reaktion på kaldet fra Gud. Et af de træk der går igen hos mystikkerne er en grundlæggende ydmyghed. Der er ingen af dem der optræder som specielt udvalgte, når de er sammen med andre mennesker, og ingen af dem kunne nogen sinde få den tanke at fordømme andre mennesker og deres handlinger, fordi de er pinligt bevidste om deres egen menneskelighed. En ydmyghed der samtidig betyder, at de ikke prøver at være Gud, men har overladt det til Gud at være Gud.

Jeg tror at vejen til Gud, er afhængig at den enkeltes personlige erfaring, hvilket jo kan lyde banalt, men i praksis åbenbart en stor forhindring for mennesker. Denne forhindring er mere en indbildt – menneske konstrueret – forhindring end en reel forhindring. Svaret på at mennesket kan overvinde sine forhindringer, således at mødet med Gud kan komme i stand, kan man groft sagt opdele i to veje. Den ene vej, er den traditionelt kristne vej, hvor kirken udlægger teksten, den anden vej er den i tiden så populære vej – den individuelle vej. Mennesket konstruerer sin egen tro og sit eget Gudsbillede, og forveksler Gud med Jeget. Godt nok har mennesket sin egen personlige vej at gå sammen med Gud, men det betyder ikke, at det er en ensom vej. Menneskets erfaring er det nødvendigt at dele med andre mennesker. Jeg mener at der må være et andet svar på dette dilemma. Kernen i svaret er, at det enkelte menneske ikke skal gøre noget bestemt! Det er ikke gennem bestemte ritualer – undtagen nadveren, at man kommer nærmere Gud.

Det lyder jo nemmere end det er, menneskets Jeg vil som regel prøve at styre begivenhederne. Jeg kan forestille mig, at én af vejene til at få kontakt med Gud, er at mennesket skal være fuldstændig nøgen på sin vej. Og det betyder, som det står i tempellignelsen:

“Mit hus skal være et bedehus.” (Luk. 19,45-46)

 Så det er gennem bønnen at du som menneske kan møde Gud.

 

Kald

I den vestlige verden snakkes der meget om reinkarnation.  Nærmest som et troens kardinalpunkt – et modsvar til kristendommen, som klogt afviser denne tanke.

Til forskel fra den østlige tradition, mener man her i vesten, at et menneske gennem inkarnation, opnår en højere menneskelig bevidsthed. Der gerne skulle resulterer i en øget indsigt i dybe mystiske sammenhænge, og dermed også blive gud-lig.

En forudsætning for inkarnation i forskellige liv, forudsætter,  at mennesket kan medtage energi fra den ene inkarnation til den anden, hvilket jo er usandsynligt, da denne verden ikke har nogen energimæssig sammenhæng med den verden, som sjælen vandre over i ved døden.

Inkarnation forudsætter også, at menneske verden er den eneste verden, som sjælen kan fødes ind i. Der er dog noget der tyder på, at der findes paralelverdener sammen med menneske verden. Og denne verden er ikke sjælens verden, men jegets. Denne verden er styret af jeget, og ubalancen udtrygt gennem syndefalds beretningen, er et udtryk for adskillelsen mellem jeget og sjælen.

Sjælens verden er den Guddommelige,  og den verden kan ikke gribe ind i menneske verden – derfor er denne verden i ubalance på alle planer.  Gud kan kun “gribe” ind i menneske verden igennem et menneske. Gud kan ikke gribe direkte ind i menneske verden,  som jo er jegets verden. Da Gud ikke kan gribe ind i menneske verden, måtte Gud inkarnere i form af Kristus, for at vise en vej for mennesket.

Jeg mener, at mennesket gennem sin opbyggelse af viden og erfaring i det liv der leves nu, kan få en indsigt i sin egen vej her i menneske verden. Går mennesket sin vej opnår mennesket en enhed mellem jeget og sjælen, og dermed bliver fuldkommengjort som Kristus.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Reinkarnation

Håbet
Håbet

Et centralt begreb indenfor kristendommen er Synd.

Som så meget i Biblen er der flere betydningslag.

Tit bliver begrebet synd brugt som et moralsk begreb, der bruges til at skabe et kunstigt skel mellem dem og os. Eller til at undertrykke kvinder ved at betragte dem som speciel syndige, med den undskyldning, at det var Eva der forårsagede syndefaldet.

Omkring synd, vil jeg betragte fortællingen på to måder. Den første er, at betragte synden som adskillelsen mellem mennesket og Gud. Mennesket mister sin erkendelse af Gud. Det er min væren i menneskeverden der betyder mest for mig, jeg er ikke bevidst om min længsel efter Gud.

Men det betyder ikke at Gud er væk, Gud er boende i alle mennesker.

Og på den anden side vil jeg definere synd som et udtryk for manglende erkendelse. At være i synden er ikke at have selverkendelse, ikke at være bevidst om projektioner, og have afstand til andre mennesker. Hvilket så ifølge Biblen fører til døden. Døden som at mennesket ikke er helt, forstået som at der er en sammenhæng mellem menneskets sjæl og jeget.

Derfor betyder, at bekende sine synder, er at fremlægge sin selverkendelse – bringe synden ud af skyggen, og dermed blive bevidst om sin skyggeside, derved bringes synden frem i lyset. Derved sker der en helbredelse via bevidstgørelsen – som der står i Biblen, at Kristus helbreder dig. Når du bliver bevidst om dine skyggesider, så vil de have svært ved at tage magten over dig.

Hvad så med Arvesynden, som er et centralt begreb indenfor kristendommen?

Hvis vi læser i 5. Mos. 24-16:

“Fædre må ikke lide døden for deres sønners synd, og sønner må ikke lide døden for deres fædres synd. Kun for egen synd skal man lide døden.”

Kristus kom ind i menneskeverden for at genoprette balancen mellem Gud og mennesket. Det betyder, at adskillelse (synd) mellem mennesket og Gud der skete i paradiset, ophører ved at efterfølge Kristus.

Synd

Jeg har gennem tiden haft en række klarsyn, som på en speciel måde har givet mig en indsigt som kun kan opleves, og ikke læses til. Mine klarsyn har som regel en handling, hvor jeg oplever synet lige så virkeligt som hvis jeg var personligt tilstede. Her er fortællingen om et klarsyn, der ændrede min holdning til forbøn.

Jeg kom ind i et rum. Jeg kan bedst beskrive det lignede et hospitals rum hvor der var hvide kakler på væggene. I rummet var der flere brikse, hvorpå der lå personer der lige var afgået ved døden. Jeg kunne se de afdødes ansigter. Der var ikke nogen af de døde som jeg kunne kende. I rummet var der to kvinder, som lignede sygeplejersker. Da de fik øje på mig, bad de mig om at forsvinde, da jeg intet havde at gøre der. Det var ikke et sted for mig.

Hvad det var for et “sted”, har jeg den dag i dag ikke den ringeste ide om.

Små to uger efter var jeg på biblioteket, og her gik jeg direkte hen og tog en for mig ukendt bog ned af hylden. Det var bogen “Den virkelige verden” af Jens Grundahl. Jens prøver i bogen at afdække nærdødsoplevelser, åbenbaringer af Maria – især fra Medujorge, samt helbredelser ved igennem forbøn. Jens Grundahl’s formål med bogen er at afdække om det på nogen måde videnskabeligt at forstå disse forskellige udtryk for menneskers møde med en anden virkelighed. Bogen har betydet rigtigt meget for mig. Mange af mine fornemmelser og min viden, er jeg ikke alene med. Og på den anden side, har bogen også fået mig til at revurdere min holdning til forbøn. Hvor min udgave af forbøn for en anden person, kan være et konkret emne for bønnen fremsat af den pågældende, men jeg skal også lytte til hvad personens sjæl beder om hjælp til.

I bogen er der også en fortælling om Kirsten Mørch-Nielsen, der har haft en nærdødsoplevelse. Specielt er der to ting ved hendes fortælling der er meget stærk. Dels oplever Kirsten Kristus nåde og kærlighed, da de sammen gennemgår hele hendes livsforløb. Dels får Kirsten “lov” til at male et billede af Kristus. Ikke som hun oplevede ham i sin nærdød, men hun maler Kristus med ført hånd. Efter jeg havde læst Kirstens beretning, ledte jeg efter hende på nettet. Der findes bl.a. en radioudsendelse med et interview om Kirstens nærdødsoplevelse. Herudover er der også en artikel om Kisten på udfordringen.dk Men det er jo ikke specielt mærkeligt. På hjemmesiden var der også en anden der havde haft en nærdødsoplevelse. Og det er Pernille, der var døden nær pgr. af en overdosis. Her er et lille uddrag af hendes beretning:

“Jeg var et andet sted, som var lige så virkeligt, som denne verden er for os på jorden. Og jeg ved, at jeg har oplevet og ikke drømt det, jeg nu vil berette. Jeg lå på en briks i et sygehusrum. To kvinder stod ved siden af mig og fortalte mig, at jeg var død. De udstrålede en ondskab, jeg ikke kan beskrive, selvom de smilede. De sagde til mig, at jeg skulle igennem nogle ting, og de glædede sig, de elskede det. De tvang mig til af kaste op så voldsomt, at det ikke er fysisk muligt, og det samme tvang de mig til med afføring. Først tvang de mig med hospitalsslanger, men senere skulle jeg med fysisk kraft blive ved med at have afføring og kaste op. Kvinderne grinede og smurte sig ind i mine ekskrementer. Da dette havde stået på noget tid, og jeg ikke kunne holde smerten ud mere, kom jeg i helvede. Helvede kan jeg ikke beskrive med ord. Al ondskab, smerte fortabthed ulykke, ulækkerhed og fortvivlelse, man ikke kan forestille sig med den menneskelige hjerne, var der!” Pernille blev “reddet” ud af helvedet, da en person i denne verden fik “besked” på, at hun skulle tage hen til sygehuset og bede for Pernille.

I Pernilles nærdødsoplevelse møder hun også to kvinder, der befinder sig et sygehusrum. Og jeg er overbevist om, at det er den samme verden som jeg så i mit klarsyn.            

Klarsyn