”Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” For mig at se, må det betyde at mennesket er Gud lig, men ikke at mennesket er identisk med Gud. Ovenstående har afledt mange tankerækker, og slutninger. Hvis mennesket er Gud lig, hvorfor har så mange mennesker det så svært med at møde Gud? Nu kunne man jo fremhæve skriftstedet fra Matthæus der skriver ”Thi mange er kaldet, men få er udvalgt”. For mig lyder dette skriftsted noget mærkeligt. På en eller anden måde hænger skriftstedet ikke sammen med selve ”ånden” i Det Nye Testamente.
Hvis vi i stedet siger, at alle mennesker er kaldet af Gud – fordi mennesket er jo skabt i Guds billede – men det kun er nogle mennesker der formår at reagere på kaldet og møder Gud. Jeg siger dermed ikke, at det kun er nogle få ”udvalgte”, men i stedet er det kun nogle mennesker der er i stand til at møde Gud.
Spørgsmålet der rejser sig er naturligvis, hvordan kan Jeg så møde Gud? Her tror jeg, at svaret kan findes hos de kristne mystikere, der har valgt at berette om deres egen reaktion på kaldet fra Gud. Et af de træk der går igen hos mystikkerne er en grundlæggende ydmyghed. Der er ingen af dem der optræder som specielt udvalgte, når de er sammen med andre mennesker, og ingen af dem kunne nogen sinde få den tanke at fordømme andre mennesker og deres handlinger, fordi de er pinligt bevidste om deres egen menneskelighed. En ydmyghed der samtidig betyder, at de ikke prøver at være Gud, men har overladt det til Gud at være Gud.
Jeg tror at vejen til Gud, er afhængig at den enkeltes personlige erfaring, hvilket jo kan lyde banalt, men i praksis åbenbart en stor forhindring for mennesker. Denne forhindring er mere en indbildt – menneske konstrueret – forhindring end en reel forhindring. Svaret på at mennesket kan overvinde sine forhindringer, således at mødet med Gud kan komme i stand, kan man groft sagt opdele i to veje. Den ene vej, er den traditionelt kristne vej, hvor kirken udlægger teksten, den anden vej er den i tiden så populære vej – den individuelle vej. Mennesket konstruerer sin egen tro og sit eget Gudsbillede, og forveksler Gud med Jeget. Godt nok har mennesket sin egen personlige vej at gå sammen med Gud, men det betyder ikke, at det er en ensom vej. Menneskets erfaring er det nødvendigt at dele med andre mennesker. Jeg mener at der må være et andet svar på dette dilemma. Kernen i svaret er, at det enkelte menneske ikke skal gøre noget bestemt! Det er ikke gennem bestemte ritualer – undtagen nadveren, at man kommer nærmere Gud.
Det lyder jo nemmere end det er, menneskets Jeg vil som regel prøve at styre begivenhederne. Jeg kan forestille mig, at én af vejene til at få kontakt med Gud, er at mennesket skal være fuldstændig nøgen på sin vej. Og det betyder, som det står i tempellignelsen:
“Mit hus skal være et bedehus.” (Luk. 19,45-46)
Så det er gennem bønnen at du som menneske kan møde Gud.