I den vestlige verden snakkes der meget om reinkarnation. Nærmest som et troens kardinalpunkt – et modsvar til kristendommen, som klogt afviser denne tanke.
Til forskel fra den østlige tradition, mener man her i vesten, at et menneske gennem inkarnation, opnår en højere menneskelig bevidsthed. Der gerne skulle resulterer i en øget indsigt i dybe mystiske sammenhænge, og dermed også blive gud-lig.
En forudsætning for inkarnation i forskellige liv, forudsætter, at mennesket kan medtage energi fra den ene inkarnation til den anden, hvilket jo er usandsynligt, da denne verden ikke har nogen energimæssig sammenhæng med den verden, som sjælen vandre over i ved døden.
Inkarnation forudsætter også, at menneske verden er den eneste verden, som sjælen kan fødes ind i. Der er dog noget der tyder på, at der findes paralelverdener sammen med menneske verden. Og denne verden er ikke sjælens verden, men jegets. Denne verden er styret af jeget, og ubalancen udtrygt gennem syndefalds beretningen, er et udtryk for adskillelsen mellem jeget og sjælen.
Sjælens verden er den Guddommelige, og den verden kan ikke gribe ind i menneske verden – derfor er denne verden i ubalance på alle planer. Gud kan kun “gribe” ind i menneske verden igennem et menneske. Gud kan ikke gribe direkte ind i menneske verden, som jo er jegets verden. Da Gud ikke kan gribe ind i menneske verden, måtte Gud inkarnere i form af Kristus, for at vise en vej for mennesket.
Jeg mener, at mennesket gennem sin opbyggelse af viden og erfaring i det liv der leves nu, kan få en indsigt i sin egen vej her i menneske verden. Går mennesket sin vej opnår mennesket en enhed mellem jeget og sjælen, og dermed bliver fuldkommengjort som Kristus.