Et centralt begreb indenfor kristendommen er Synd.
Som så meget i Biblen er der flere betydningslag.
Tit bliver begrebet synd brugt som et moralsk begreb, der bruges til at skabe et kunstigt skel mellem dem og os. Eller til at undertrykke kvinder ved at betragte dem som speciel syndige, med den undskyldning, at det var Eva der forårsagede syndefaldet.
Omkring synd, vil jeg betragte fortællingen på to måder. Den første er, at betragte synden som adskillelsen mellem mennesket og Gud. Mennesket mister sin erkendelse af Gud. Det er min væren i menneskeverden der betyder mest for mig, jeg er ikke bevidst om min længsel efter Gud.
Men det betyder ikke at Gud er væk, Gud er boende i alle mennesker.
Og på den anden side vil jeg definere synd som et udtryk for manglende erkendelse. At være i synden er ikke at have selverkendelse, ikke at være bevidst om projektioner, og have afstand til andre mennesker. Hvilket så ifølge Biblen fører til døden. Døden som at mennesket ikke er helt, forstået som at der er en sammenhæng mellem menneskets sjæl og jeget.
Derfor betyder, at bekende sine synder, er at fremlægge sin selverkendelse – bringe synden ud af skyggen, og dermed blive bevidst om sin skyggeside, derved bringes synden frem i lyset. Derved sker der en helbredelse via bevidstgørelsen – som der står i Biblen, at Kristus helbreder dig. Når du bliver bevidst om dine skyggesider, så vil de have svært ved at tage magten over dig.
Hvad så med Arvesynden, som er et centralt begreb indenfor kristendommen?
Hvis vi læser i 5. Mos. 24-16:
“Fædre må ikke lide døden for deres sønners synd, og sønner må ikke lide døden for deres fædres synd. Kun for egen synd skal man lide døden.”
Kristus kom ind i menneskeverden for at genoprette balancen mellem Gud og mennesket. Det betyder, at adskillelse (synd) mellem mennesket og Gud der skete i paradiset, ophører ved at efterfølge Kristus.