Klarsyn

Jeg har gennem tiden haft en række klarsyn. Som regel har de en handling, hvor jeg oplever synet lige så virkeligt som hvis jeg var personligt tilstede.

Her er fortællingen om et klarsyn, der ændrede min holdning til forbøn.

Jeg kom ind i et rum. Jeg kan bedst beskrive det lignede et hospitals rum hvor der var hvide kakler på væggene. I rummet var der flere brikse, hvorpå der lå personer der lige var afgået ved døden. Jeg kunne se de afdødes ansigter. Der var ikke nogen af de døde som jeg kunne kende.

I rummet var der to kvinder, som lignede sygeplejersker. Da de fik øje på mig, bad de mig om at forsvinde, da jeg intet havde at gøre der. Det var ikke et sted for mig.

Hvad det var for et “sted”, har jeg ikke den ringeste ide om.

Små to uger efter var jeg på biblioteket, og her gik jeg direkte hen og tog en for mig ukendt bog ned af hylden. Det var bogen “Den virkelige verden” af Jens Grundahl. Jens prøver i bogen at afdække nærdødsoplevelser, åbenbaringer af Maria – især fra Medujorge, samt helbredelser ved igennem forbøn.

Jens Grundahl’s formål med bogen er at afdække om det på nogen måde videnskabeligt at forstå disse forskellige udtryk for menneskers møde med en anden virkelighed.

Bogen har betydet rigtigt meget for mig. Mange af mine fornemmelser og min viden, er jeg ikke alene med. Og på den anden side, har bogen også fået mig til at revurdere min holdning til forbøn. Hvor min udgave af forbøn for en anden person, kan være et konkret emne for bønnen fremsat af den pågældende, men jeg skal også lytte til hvad personens sjæl beder om hjælp til.

I bogen er der også en fortælling om Kirsten Mørch-Nielsen, der har haft en nærdødsoplevelse. Specielt er der to ting ved hendes fortælling der er meget stærk. Dels oplever Kirsten Kristus nåde og kærlighed, da de sammen gennemgår hele hendes livsforløb. Dels får Kirsten “lov” til at male et billede af Kristus. Ikke som hun oplevede ham i sin nærdød, men hun maler Kristus med ført hånd.

Efter jeg havde læst Kirstens beretning, ledte jeg efter hende på nettet. Der findes bl.a. en radioudsendelse med et interview om Kirstens nærdødsoplevelse. Herudover er der også en artikel om Kisten på udfordringen.dk

Men det er jo ikke specielt mærkeligt. På hjemmesiden var der også en anden der havde haft en nærdødsoplevelse. Og det er Pernille, der var døden nær pgr. af en overdosis. Her er et lille uddrag af hendes beretning:

“- Jeg var et andet sted, som var lige så virkeligt, som denne verden er for os på jorden. Og jeg ved, at jeg har oplevet og ikke drømt det, jeg nu vil berette.

Jeg lå på en briks i et sygehusrum. To kvinder stod ved siden af mig og fortalte mig, at jeg var død. De udstrålede en ondskab, jeg ikke kan beskrive, selvom de smilede. De sagde til mig, at jeg skulle igennem nogle ting, og de glædede sig, de elskede det. De tvang mig til af kaste op så voldsomt, at det ikke er fysisk muligt, og det samme tvang de mig til med afføring. Først tvang de mig med hospitalsslanger, men senere skulle jeg med fysisk kraft blive ved med at have afføring og kaste op. Kvinderne grinede og smurte sig ind i mine ekskrementer.

Da dette havde stået på noget tid, og jeg ikke kunne holde smerten ud mere, kom jeg i helvede.

Helvede kan jeg ikke beskrive med ord. Al ondskab, smerte fortabthed ulykke, ulækkerhed og fortvivlelse, man ikke kan forestille sig med den menneskelige hjerne, var der!”

Pernille blev “reddet” ud af helvedet, da en person i denne verden fik “besked” på, at hun skulle tage hen til sygehuset og bede for Pernille.

I Pernilles nærdødsoplevelse møder hun også to kvinder, der befinder sig et sygehusrum. Og jeg er overbevist om, at det er den samme verden som jeg så i mit klarsyn.